02 november 2008

Elendig blogger

Hvor er det flot at jeg laver mig en fin blog - bare uden at skrive noget i den! Nu har jeg været i Japan i over en måned, og det er første gang jeg skriver siden lige efter ankomsten. Så her kommer lige et lynhurtigt sammenklip af, hvad den måned er gået med.

Jeg er så småt faldet til på arbejdet. Selve eksperimentet, jeg skal arbejde med, minder meget om det jeg havde i København, men der er en del nye teknikker, jeg skal lære.  Min gruppe er noget mindre end Quantop, som jeg kom fra, og langt mindre international - jeg er den første og eneste udlænding - så det kan godt være lidt vanskeligt nogen gange at "passe ind", når mit japanske endnu ikke er godt nok til at følge med i en samtale. Kollegerne er flinke nok, men der er heller ikke så meget socialt samvær, som jeg er vant til, udover at vi tit spiser middag sammen. Jeg har nogle halvlange arbejdsdage, men desværre arbejder Hiroko endnu mere, så det er ikke så tit vi kan spise sammen udover i weekenderne.

Lejligheden har vi stort set fået gjort beboelig, med seng, spisebord, skrivebord, lænestole, køleskab, ovn og vaskemaskine. Vi mangler stadig nogle småting - sofabord, reol, tv osv. - men ellers er der helt rart. Især nyder vi tagterrassen, hvor vi tit sidder og spiser morgenmad oven over byen. Vi har også haft vores første besøgende fra Danmark (forhåbentlig ikke den sidste), Martijn fra Quantop, der var i Tokyo til en konference. Vi var ude og spise på en bar/restaurant og fik en masse lækre ting at spise plus sake og øl for næsten ingen penge. Foreløbig er det den eneste gang, vi har spist god japansk mad ude, men det håber jeg vi får gjort noget mere, for det er en af de helt store oplevelser ved at være her. Vi var godt nok til en familiefest, Hirokos tantes 60-års fødselsdag, hvor vi var på god restaurant, men det var mere italiensk stil. 

Jeg skal forsøge at opdatere bloggen lidt hyppigere end hidtil, men har tit svært ved at tage mig sammen, når jeg kommer sent hjem om aftenen. Skal nok prøve, skal nok... Gambarimasu!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar